Min første Golden Retriever fik jeg som 16-årig. Det var Dirca (efter Margos Spring Manu og Cheery). Jeg var allerede forinden faldet for hendes mor og mormors dejlige sind og fantastiske væsen.

Så det var dejligt selv at komme til at eje så pragtfuld en hund. Vi havde nogle pragtfulde år, hvor vi gik til træning og udstilling. Desværre skulle det ikke blive sådan at Dirca fik hvalpe, og jeg flyttede jo også hjemmefra, og fik min egen familie.

Caroline - min ældste datter - husker dog Dirca, og det var den første hund hun delte sengeplads med....

Senere fik vi vores første fælles hund i familien - nemlig en gul labrador - Sally.

Sally var på alle måder en fantastisk familiehund. Hun var der for børnene, når de kom alene hjem fra skole, passede på dem, hvis de var alene hjemme om aftenen, og fulgtes gerne med os i haven, i skoven eller ved stranden.

Vi gik til træning, og især sportræning var lige noget for Sally. Senere lærte Caroline hende tricks, og de optrådte gerne...

12 år gammel måtte vi vemodigt tage afsked med Sally. Da var benene blevet for stive til at løbe rundt på marken, og tilværelsen for besværlig og uværdig for hende. Vi er taknemmelige for de skønne år vi havde hende - hun var noget særligt for os alle, hver især.

Vi har fuldt op af sorg på naturlig maner
fra mænd og fra kvinder, hvorhen vi end ser
og når sorger dog træffer os alle et sted
skal man så berede sig mere fortræd?
Oh broder! Oh søster! Mit råd kom i hu
lad en hund ikke rive dit hjerte itu!

Når det legeme er lammet, der sprang som du ville;
Når den henrykte bjæffen er stilnet (hvor stille)
Når den sjæl dine luner afspejled´sig i
- hvorhen den så flygted´ - er borte - forbi
da fornemmer du båndet, begriber med gru,
at den hund nu har revet dit hjerte itu

                                              Rudyard Kipling